Month: oktober 2020

Stil de rigtige spørgsmål

Stil de rigtige spørgsmål

For noget nær en million år siden, var jeg til hypnose. Jeg ville, også dengang, meget gerne tabe mig, og jeg havde en idé om, at det var noget dybt dybt nede i mig, der forhindre mig i at “tage mig sammen”, som var det jeg dengang troede, det hele handlede om.

Derfor bestilte jeg en tid til hypnose, og forklarede Sofie, som hypnoterapeuten hed, at jeg gerne ville have plantet en lille Remee (fordi jeg dengang syntes han var en lækker mand, som altid udstrålede glæde og begejstring, hvilket altid inspirerer mig...det synes jeg egentlig stadig væk, nu jeg tænker over det) - anyways, jeg ville gerne havde plantet ham i min underbevidsthed, til at svinge en kærlig pisk, der fik mig til at spise bedre og løbe mere. 

Sofie grinede, og sagde, at det var ikke heeeelt den måde hun arbejdede på. 

Lang historie kort – jeg blev sendt hjem foran mit spejl, hvor jeg ti gange om dagen, skulle se mig selv i øjnene og sige: Jeg elsker dig. 

Dem der kender mig, slår sig på lårene af grin lige nu. Det er SÅ MEGET IKKE MIG. Ikke at der er noget galt i at elske sig selv, tænke på det…og for den sags skyld sige det højt. Det er bare ikke mig. Det er alt for følenølet til mig. Dengang og i dag. Alt stritter på mig, når talen falder på “positive bekræftelser”. Jeg lyder måske en smule som en bitter gammel gås lige nu, det er jeg på ingen måde. Jeg er bare mere til at kalde en spade for en spade. En situation ændre sig jo ikke af, at jeg taler positivt om den. Jeg kan og skal naturligvis altid lede efter det positive i en situation, men jeg synes meget ofte, at det med positive bekræftelser, bliver falskt, overfladisk, og en lille smule til grin…for mig. Hvis det virker for dig, så hold for guds skyld fast i det.

Brug spørgmål istedet for bekræftelser

Men nå, glæden var derfor stor da jeg stødte på bogen The book of Afformations – ikke affirmations, som jo er de her positive bekræftelser. Jeg kan simpelthen ikke huske grunden til at det er stavet med o, og en googlsøgning hjalp mig ikke lige, da jeg for få minutter siden prøvede om jeg kunne google mig til at hurtigt svar. Det er også lige meget. Pointen i bogen er, at affirmationerne skal stilles som et spørgsmål, og bliver det ved til afformationer. 

Der er mange virkelig gode pointer i bogen, men det hele er lidt forsimplet sat samen til min smag. Jeg har fået anbefalet en anden bog der hedder The Book of Beatiful Questions af Warren Berger, som jeg vil kaste mig over, når jeg er færdig med de bøger jeg er i gang med. Så der kommer måske en del 2, til denne post. 

Det, det hele handler om er, at vores hjerner er skabt til at finde svar og løsninger. Så du aktiverer meget mere af din hjerne, både den bevidste del og den ubevidste, når du stiller spørgsmål, frem for bare at bekræfte et eller andet udsagn. Hele dit smukke kreative væsen, kaster sig ud i kampen for at hjælpe dig videre og fremad. For sådan er du skabt. Det er hjernes fornemmeste opgave. At give dig svarene. Det er med andre ord meget mere løsningsorienteret, fremad drevet og forandrende, at stille spørgsmål, frem for at bekræfter…uanset hvor piv positiv du så er i dine bekræftelser. 

Spørgsmål sætter ild til din forandring

Så drenge og piger, at stille spørgsmål er et af de fedeste værktøjer til en forandring. Jeg glemmer bare at gøre det. Kender du det? Og når jeg så en sjælden gang kommer i tanke om, at jeg vist engang har læst en bog om, at det er smart at stille spørgsmål, så kan jeg selvfølgelig aldrig finde på et rigtig fedt og godt spørgsmål at stille mig selv. SUK.

Men jeg tror på det. Jeg kan mærke, at det vækker min nysgerrige sjæl, at stille spørgsmål. Jeg vil have det ind i min daglige morgenrutine. Derfor har jeg for nylig lavet en liste med 33 powerfulde spørgsmål. Hver morgen vælger jeg 3 fra listen, og svare på dem i min kalender. 

Jeg vælger dem der taler til mig den pågældende morgen, eller dem der passer til dagens program osv. Der er ikke nogen rækkefølge eller nogle der er bedre end andre. Og jeg elsker dem. Elsker at bruge tid hver morgen på at tænke over dels hvilke jeg ønsker at arbejde med, men også over svarene, som nogle gange overrasker mig selv. 

Jeg kan på alle måder anbefale dig at lave en liste med spørgsmål der passer til dit liv. Hvis du gerne vil have mine, så kan du få dem på mail, hvis du smider din mailadresse herunder. 

    Du vil fremover modtage en hilsen fra mig en gang i mellem, når jeg har noget vigtigt på hjerte. Ingen spam selvfølgelig. Og du kan til en hver tid afmelde dig igen. Du kan læse hvordan jeg opbevare dine data her

    Velkommen til den halve sandhed...

    Få et kig ind i min hjerne, ind i mit liv, ind i mit hjerte. Det vil aldrig være den fulde sandhed, for det er grundpræmissen når vi skriver online. Vi viser verden det vi gerne vil vise den.

    Mit mål og ønske er dog, at vise meget mere af mig selv her, end jeg gør alle andre steder. 

    Jeg vil hellere være for meget end for lidt!

    Kategorier

    Om at hoppe over hvor gærdet er lavest…

    Om at hoppe over hvor gærdet er lavest…

    Jeg ved ikke, om jeg er ene om, næsten at føle mig skamfuld, når jeg træffer valg, der helt bevidst og målrettet går efter, at hoppe over hvor gærdet er lavest. Jeg øver mig faktisk i at blive bedre til det.
    Som selvstændig skal man så helt ufatteligt mange ting, for at gøre sig forhåbninger om, at komme i mål. Så hvor jeg kan skære et hjørne, ja der har jeg besluttet at gøre det.

    SKAL have kastet mig ud i IG

    Jeg synes instagram er svært. Eller… jeg forstår det jo godt. Og er en glad bruger af det i både mit private og faglige liv. Men jeg har svært ved at fastholde energien på det, som indholdsskaber. Jeg ved dog godt, at det kan noget, hvis først man får hul på det. 

    Så et af de steder, jeg har besluttet at hoppe over hvor gærdet er lavest, er at købe mig ind på et medlemskab, der hjælper mig med både billeder og indhold til netop Instagram. Er det snyd? Hmm…i nogles øjne, helt sikkert. Men alternativet for mig er, at jeg ikke få lavet et reelt flow, og det er også dumt. 

    Jeg øver mig dagligt i, at spørge mig selv, hvor jeg kan gøre noget lettere for mig selv? Hvor kan jeg forsimple noget? Eller hvor kan jeg halvere forventninger til mig selv? For jeg tror på, at det er vejen til målet for mig. 

    Jeg har set så mange iværksættere knække halsen. Jeg har også knækket min egen et par gange, grundet alt alt for høje forventninger om, hvad der reelt er muligt med min tid, mine evner og mine ressourcer. 

    Jeg vil være en færdig-gører

    Derfor skal det gøres på en anden måde nu. Jeg er en notorisk starter. Sådan en der får mange ideer, straks handler på dem, fuld af begejstring. Men når virkeligheden så trænger sig på, og jeg begynder at mærke, hvad det faktisk kræver, at nå mine egne mål, ja så falder jeg ofte langsomt fra igen, og får derfor sjælden afsluttet alle de mange gode ideer. 

    Tror jeg har de første 8 udkast til bøger jeg gerne vil skrive, liggende på min computer. Og jeg har ca købt 5 forskellige online træningsprogrammer (indenfor de sidste 2 år). Jeg har haft købt hele 22 forskellige domæner, som hver skulle være platformen til et eller andet projekt, og jeg har kvalt jeg ved ikke hvor mange instagram konti, som også hver var sat op til en eller anden fiks idé jeg har haft på et tidspunkt. 

    Det skal, som skrevet, være anderledes nu. Jeg er dedikeret til at blive en færdig-gører. Og frem for bare at lave kilometer lange lister med to-do’s, så overvejer jeg i stedet, hvordan jeg kan gøre det nemmere, sjovere, hurtigere, mindre…meget meget mindre. 

    Som sagt, har jeg derfor købt mig ind på noget hjælp til insta. Og i dag, skal jeg til Dragør for at arbejde sammen med en pige, jeg ikke kender, som har købt sig ind i samme klub. Det er et amerikansk produkt, så jeg blev mega glad, da jeg fik en besked på messenger, fra hende, hvor hun spurgte, om ikke vi skulle spare med hinanden om det her vi nu havde købt. JO TAK!!! Meget gerne. 

    Det er faktisk den bedste kombi for mig – at have noget at læne mig op af, så jeg ikke hver morgen skal opfinde noget nyt selv, og det at have en af læne mig sammen med… 

    Så hold på hat og briller, nu kommer der til at ske store ting på min Insta….haha…øhh aj så galt går det nok ikke, men jeg glæder mig til at komme i gang, og blive klogere på, hvad og hvem jeg kan nå via lige præcis den platform. 

    Hvilket mål for dagen skal du halvere, gøre lettere eller sjovere i dag?

    Hvis du er nysgerrig på det system jeg har købt mig ind på, kan du tjekke det ud her. Jeg havde selv kig på det et par år, før jeg nu besluttede mig for at hoppe med. Jeg mener hun har åbent for nye medlemmer 2-4 gange om året. Følg evt Jasmin Star på Insta, så får du helt sikkert besked, når hun åbner op igen. 

     

    Velkommen til den halve sandhed...

    Få et kig ind i min hjerne, ind i mit liv, ind i mit hjerte. Det vil aldrig være den fulde sandhed, for det er grundpræmissen når vi skriver online. Vi viser verden det vi gerne vil vise den.

    Mit mål og ønske er dog, at vise meget mere af mig selv her, end jeg gør alle andre steder. 

    Jeg vil hellere være for meget end for lidt! 



    Kategorier

    Hvis du boede her, ville du være hjemme nu…

    Hvis du boede her, ville du være hjemme nu...

    I en af mine absolut yndlings bøger, Chasing Cupcakes, fortæller forfatteren Elisabeth Benton, om nogle tanker hun gør sig, i det hun passerer et skilt på motorvejen.

    Bag skiltet skyder der et nyt stort lejlighedskompleks op – og på skiltet står der: “Hvis du boede her, ville du være hjemme nu”. Genial reklame på så mange måder. 

    Bogen Chasing Cupcakes handler overvejende om forfatterens vej mod vægttab, men lad mig lige skyde ind, at den er så piv inspirerende uanset om du vil arbejde på forholdet til din mor, den måde du er med penge på, dit selvværd eller noget helt femte. Det er virkelig en god bog, og det handler meget om måden vi tænker på, og hvordan vi ved at arbejde med vores tanker, kan ændre vores liv. 

    Hver en lille beslutning betyder noget

    Men nå, tilbage til skiltet. Det Elisabeth bliver mindet om, da hun ser skiltet er, alle de valg hun har truffet, som har ført hende til der hvor hun er på det her tidspunkt. I forhold til vægt. Havde hun sagt nej tak mange gange nok, kunne hun have været hjemme nu. Hun deler det ikke for at slå sig selv eller læserne i hovedet med alle de dårlige beslutninger hun og vi har taget. Det er blot en tanke. Og en bevidsthed om, at alle skridt på vejen tæller. De fører os et eller andet sted hen. 

    Jeg har tænkt over skiltet dagligt, siden jeg læste det. Både i forhold til min vægt, men mest i forhold til min forretning. Alle de små skridt, jeg har glemt, ikke har taget, sprunget over – som alle sammen kunne have ledt mig til at være godt på vej med min forretning, kunne have skabt et økonomisk fundament at stå på, som var noget mere sikkert end det jeg står på nu. 

    Det er heldigvis aldrig for sent, at arbejde aktivt på en forandring. Jeg ønsker af hele mit hjerte at være hjemme nu. Eller snart ihvertfald. Derfor tænker jeg sygt meget over, hvad det er for små skridt der skal til hver eneste dag, for at jeg inden for overskuelig tid, kan åbne min metaforiske hoveddør, sparke skoene af, hænge min jakke på knagen, og råbe “Honey, I’m home” til den lækre mand jeg forestiller mig, står i køkkenet og skænker mig et glas kold rosé.

     Hvad skal der til for mig?

    Vedholdenhed er ikke min stærkeste side. Men det er en side jeg arbejder på. Som i forlængelse af forrige post, så er mine tanker her til morgen også centreret om, hvordan jeg kan skabe stribe efter stribe af perfekte dage, hvor jeg får rykket på alt det der er vigtigt for mig, og som er med til at få mig derhen hvor jeg gerne vil. 

    Journaling som værktøj

    Jeg arbejder med det på to måder. Dels har jeg udformet en “journaling” praksis, som virker godt for mig. Jeg ved simpelthen ikke hvad det danske ord for journaling er. Dagbogsskriverier, dokumentering og hvad der ellers findes af oversættelser, rammer det bare ikke rigtig. Så beklager, jeg holder mig til det engelske ord. Og dels visualisere, og skriver jeg i min journaling praksis om hvordan det ser ud “når jeg er hjemme”. Jeg bruger altså tid på at fantasere, lege, forestille mig, hvordan mit liv ser ud, når jeg arbejder på den måde jeg drømmer om, når jeg bor sådan som jeg drømmer om, hvordan min dag er indrettet osv. Jeg er ikke ret god til visualisering. Min indre skeptiker fortæller mig hele tiden, at ja ja det kan du da godt sidde og drømme lidt om, meeeen….lad os nu liiiiiige se ik. Suk. Men som sagt, jeg øver mig… 

    I dag er det søndag. Det betyder kirke for mit vedkommende. Den perfekte ramme omkring ønsker, drømme og håb for fremtiden. Og det er lige hvad jeg trænger til…

    Ha en dejlig søndag

    Læs mere om bogen:

    Sakset fra Amazon.com. Link på billedet af bogen.

    I'm missing out on my life. What's wrong with me?

    It sucks to acknowledge that you are what's keeping you from the life you want. You sacrifice what you want most for what you want in the moment. You know everything you're supposed to do, and yet you feel stuck--limited by your past, overwhelmed by your future--in a purgatory of your own behavior.

    After decades of feeling trapped by this mindset, Elizabeth Benton shifted her whole life by proving her own stories wrong. In this book, Elizabeth will help you live a new story, in which you can, you will, and you already have everything you need to make it happen.

    Velkommen til den halve sandhed...

    Få et kig ind i min hjerne, ind i mit liv, ind i mit hjerte. Det vil aldrig være den fulde sandhed, for det er grundpræmissen når vi skriver online. Vi viser verden det vi gerne vil vise den.

    Mit mål og ønske er dog, at vise meget mere af mig selv her, end jeg gør alle andre steder. 

    Jeg vil hellere være for meget end for lidt! 



    A perfect day

    A perfect day

    Da jeg pre-corona var guide på Kanalrundfarten, havde kaptajnerne et begreb eller et fænomen de kaldte “A perfect day” – målet med de perfekte dage var, at se hvor mange perfekte dage man kunne have i streg. Det var med blandet entusiasme at kaptajnerne var med på denne interne udfordring. Især en, gik helt i sort, når hans stribe af perfekte dage, stødte på grund..eller på bro, er mere korrekt. 

    For en perfekt dag, for en kaptajn på Kanalrundfarten var, når man kunne manøvrere båden gennem Stormbroen, ud at ramme på nogen steder. Også i svinget rundt. 

    Hvis du ikke lige kender Stormbroen, så det en meget lav, og smal bro der løber hen over Frederiksholms kanal når man køre af Stormgade inde midt i København. Kanalen har et 90 graders knæk, lige efter broen, som gør det ekstremt svært, at få en lang båd rundt, uden at støde på. 

    Bådene der bruges til Kanalrundfart er bygget ud fra Stormbroens muligheder. De er præcis så lange og brede, som den bro tillader. Men vind, vejr og vandstand – og ikke mindst håndelag, tålmodighed og erfaring er afgørende for, om man rammer på eller ej. 

    Jeg har tit tænkt på ham min kollega, der virkelig gik op i det. Hver gang jeg skulle sejle med ham, startede han dagen med at fortælle mig, hvilke nr i rækken af perfekte dage, han var på. Jeg kan huske, at jeg meget ofte tænkte…få dig et liv… 

    Men her efter, og hvor jeg nu selv, igen og igen har meget langt fra perfekte dage, tænker jeg på ham. Og begynder at forstå, hvad det handlede om for ham. 

    Det handler om at gøre sig umage 

    Det handlede om den ære. Det handlede om, at sigte mod det perfekte. Velvidende, at han ikke alene var herre over det. Det handlede om, at være fokuseret. Det handlede om at gøre sig umage. Det handlede om, hele tiden at blive bedre. og det handlede om stolthed over et veludført stykke arbejde. Stormbroen var hans måleenhed. En enhed der selvfølgelig smittede af på resten af turene rundt i vores smukke havn . En enhed der smittede af på den måde han talte til gæsterne på. Den måde han var overfor mig som kollega på. For når man stræber efter det perfekte et sted, så breder det sig om ringe i vandet. 

    Denne her post handler ikke om at gå efter det perfekte, og hvis det perfekte ikke indtræffer, så er dagen spildt. Slet ikke. Mest af alt, handler det om, at tanken om min kollega, og hans perfekte dag, inspirere mig til at gøre mig umage. Eller rettere, hvordan kan jeg skabe nogle rammer, hvor i jeg kan have min række af perfekte dage? Hvad skal der til, for at jeg har lige knap så mange uperfekte dage? 

    Faktisk har jeg pt uperfekte uger… jeg hader det. jeg bliver så træt af mig selv. For tiden går. Klokken slår. Og den kommer aldrig tilbage. 

    Så…det var en meeeeeget lang indledning til det jeg egentlig har på hjerte. Nemlig det her med at skabe perfekte dage for mig og min forretning. Hvordan ser en perfekt dag egentlig ud? På en realistisk måde altså… 

    Hvad er vigtigt for at en dag bliver til en perfekt dag for mig?

    Kosten er en stor del af det for mig. Når jeg spiser godt, så har jeg det godt, så sover jeg bedre, og jeg er mere klar i hovedet. Det jeg putter i munden er mit brændstof. Til trods for, at jeg ved, at det her er det måske allervigtigste, ja så er det også her, det meget ofte går galt. 

    En anden ting er at starte dagen godt. Min morgen rutine – som starter med, at jeg IKKE  ligger i sengen og stener facebook og insta i en halv time før jeg kommer ud af fjerene. Suk… Men derimod med at springe spændt ud af dynerne, sætte kaffe over, læse i biblen, beder, reflektere over dagen..mere kaffe, planlægge min dag, skrive lidt og morgenmad/smoothie. 

    Lys og luft. Endnu en ting, der er helt centralt, men som igen og igen bliver nedprioriteret. Det bedste er, at komme ud tidligt. For mig. Men rent fysisk og hormonelt kan det også en hel masse, at få lys i øjnene tidligt. Men det kan vi snakke om en anden dag. 

    Og så er det selvfølgelig at lave en realistisk forventningsafstemning med mig selv om, hvad jeg skal nå rent arbejdsmæssigt den pågældende dag. Også her går det ofte galt. Fordi jeg har tårnhøje forventninger til mig selv og min formåen. Jeg er ultra tidsoptimist. Men det har den grimme bagside, at jeg giver mig selv mentale tæsk, når jeg (helt forståeligt) ikke når det jeg har sat mig for. 

    Sagen er jo den, at det er bedre, at halvere sine mål for dagen, og så nå dem. End at have for høje mål, og kun nå noget af det. Det er skidt for sindet. Dermed ikke sagt, at vi ikke må være ambitiøse. Men hvis du ligner mig bare en lille smule, så ved du godt, hvad det gør i dig, ikke at nå det du har sat dig for. 

    Mit mål for den kommende uge er, at nå halvdelen af det jeg ønsker at nå – og så gå i seng hver aften med en følelse af at have udrettet noget, frem for at gå i seng følelsen af fiasko. Og så bygge videre på den perfekte dag med den næste perfekte dag. Og håbe, at jeg kan bygge min tillid op til mig selv og min formåen – men ikke at gå i sort, når det kikser. For det vil det helt sikkert også gøre på et tidspunkt. 

    Hvad er “A perfect day” for dig? Hvordan ser den ud? Hvilke rammer kræver det? 

    Sang under Stormbroen

    Japanerne har noget med at synge under broer – her er vi under Stormbroen,  på en rolig lavvandet dag. Desværre har jeg stoppet videoen inden vi skal igennem svinget, der kommer umiddelbart efter. Men tror du får fornemmelsen af, hvor tæt på broen man kommer… 

     

    Velkommen til den halve sandhed...

    Få et kig ind i min hjerne, ind i mit liv, ind i mit hjerte. Det vil aldrig være den fulde sandhed, for det er grundpræmissen når vi skriver online. Vi viser verden det vi gerne vil vise den.

    Mit mål og ønske er dog, at vise meget mere af mig selv her, end jeg gør alle andre steder. 

    Jeg vil hellere være for meget end for lidt! 



    Kategorier

    Den halve sandhed om det hele menneske…

    Den halve sandhed om det hele menneske...

    Første blog indlæg på første blog i mange hundrede år. Eller sådan føles det ihvertfald. Da jeg i sin tid startede min første blog for ca 15 år siden, var vi ikke ret mange der gjorde i det. I dag er det allerede betragtet som en lille smule oldschool i forhold til snapchat, TicTok og hvad alle de nye platforme ellers hedder, som jeg på ingen måde orker at sætte mig ind i. 

     

    Det er som om, at det korte og lette  har vundet over det lange og dybe. Det er en skam. Jeg er heller ikke en my bedre end alle andre, jeg bevæger mig også mest på Facebook og Insta, hvor langt de fleste opslag også er ret korte.  Men jeg trænger til at skrive på samme lidt løse måde, som på andre sociale medier, men lidt mere eller længere end hvad jeg normalt poster på eks FB. 

     

    Jeg tænker, når jeg skriver. Eller ting lander, når jeg sidder her og hamre løs på mit tastatur. Så om disse ord nogensinde bliver læst, er faktisk mindre vigtigt. For jeg flytter mig af at skrive. Jeg bliver mere skarp på min projekter. Så nu gør jeg det…begynder at blogge lige her.

     

    Hvorfor den halve sandhed?

    Når vi bevæger os ud på de sociale medier, tager langt de fleste af os et filter på. Vores grænser for hvad vi vil dele, ligger forskellige steder. Men uanset hvordan, så deler vi sjældent alt. 

    Man taler meget om, at det bliver glansbilledet, der kommer frem på de sociale medier, og det er nok meget sandt. Synes dog også, at der er mange af dem jeg selv følger, der formår at give lidt mere end bare det pæne. 

     

    Dengang, da det at blogge var nyt, talte vi også meget om det her med om noget var personligt eller privat. Jeg bloggede en del om mit, til tider ret festlige singleliv.  Jeg fik meget kritik – for det var alt for privat. Det var det dog ikke for mig. Mit kærlighedsliv eller mit sexliv for den sags skyld oplevede jeg ikke som noget specielt privat. Jeg valgte jo selv, hvordan og hvad. Omvendt skrev jeg ekstremt sjældent om mine børn og delte aldrig ud af deres liv – for det var for mig helt ekstremt privat og vedkom ikke andre. Men sådan er vi bare forskellige, og det er jo heldigvis sådan, at vi selv vælger hvem vi bruger tid på ik. 

     

    Vi er hele mennesker. Men jeg synes lidt, at jeg har gemt for meget af mig selv væk. Jeg har fået sådan en pæn jævnt kedelig stemme online. Det slog mig, da jeg sad og skulle skrive en email kampange. Fuck den var kedelige. Jeg var på mystisk vis var blevet lullet ind i en eller anden tone, som rigitg mange andre skriver i også. Og det er helt ok, at andre gør som de gør – det har jeg ingen mening om. Men jeg kunne ikke kende mig selv i det jeg sad og skrev. 

     

    Efter et par dages tænken over det, gik det op for mig, at det var frygten der var begyndt at tale. Jeg er fornylig sprunget ud som fuldtids selvstændig, og i frygt for ikke at sælge mine timer eller mine kurser, var jeg begyndt at skrive på sammen måde, som den måde alle andre der sælger det samme, skriver. 

     

    Den anden side af det er selvfølgelig også, at man ubevidst kommer til at kopiere sine helte en lille smule. Jeg har taget nogle virkelig livsændrende store online kurser, men et ekstremt stærkt community omkring. Det har været den vildeste fest. Men stille og roligt begynder man at lyde som sin underviser, eller som andre markante medstuderende. Langt hen af vejen er det både naturligt og helt ok – men bare kedeligt, og det passer ikke til min personlighed. 

     

    Så med denne blog vil jeg forsøge at finde ind til eller tilbage til min egen stemme. Vise mere af hvem jeg er – det pæne og det mindre pæne…for det er den jeg er… Men det vil aldrig være den fulde sandhed, men bare glimt af den…i bedste online stil… 

     

    Velkommen til 😍 

     

    Velkommen til den halve sandhed...

    Få et kig ind i min hjerne, ind i mit liv, ind i mit hjerte. Det vil aldrig være den fulde sandhed, for det er grundpræmissen når vi skriver online. Vi viser verden det vi gerne vil vise den.

    Mit mål og ønske er dog, at vise meget mere af mig selv her, end jeg gør alle andre steder. 

    Jeg vil hellere være for meget end for lidt! 



    Kategorier