fbpx

Om at hoppe over hvor gærdet er lavest…

Jeg ved ikke, om jeg er ene om, næsten at føle mig skamfuld, når jeg træffer valg, der helt bevidst og målrettet går efter, at hoppe over hvor gærdet er lavest. Jeg øver mig faktisk i at blive bedre til det.
Som selvstændig skal man så helt ufatteligt mange ting, for at gøre sig forhåbninger om, at komme i mål. Så hvor jeg kan skære et hjørne, ja der har jeg besluttet at gøre det.

SKAL have kastet mig ud i IG

Jeg synes instagram er svært. Eller… jeg forstår det jo godt. Og er en glad bruger af det i både mit private og faglige liv. Men jeg har svært ved at fastholde energien på det, som indholdsskaber. Jeg ved dog godt, at det kan noget, hvis først man får hul på det. 

Så et af de steder, jeg har besluttet at hoppe over hvor gærdet er lavest, er at købe mig ind på et medlemskab, der hjælper mig med både billeder og indhold til netop Instagram. Er det snyd? Hmm…i nogles øjne, helt sikkert. Men alternativet for mig er, at jeg ikke få lavet et reelt flow, og det er også dumt. 

Jeg øver mig dagligt i, at spørge mig selv, hvor jeg kan gøre noget lettere for mig selv? Hvor kan jeg forsimple noget? Eller hvor kan jeg halvere forventninger til mig selv? For jeg tror på, at det er vejen til målet for mig. 

Jeg har set så mange iværksættere knække halsen. Jeg har også knækket min egen et par gange, grundet alt alt for høje forventninger om, hvad der reelt er muligt med min tid, mine evner og mine ressourcer. 

Jeg vil være en færdig-gører

Derfor skal det gøres på en anden måde nu. Jeg er en notorisk starter. Sådan en der får mange ideer, straks handler på dem, fuld af begejstring. Men når virkeligheden så trænger sig på, og jeg begynder at mærke, hvad det faktisk kræver, at nå mine egne mål, ja så falder jeg ofte langsomt fra igen, og får derfor sjælden afsluttet alle de mange gode ideer. 

Tror jeg har de første 8 udkast til bøger jeg gerne vil skrive, liggende på min computer. Og jeg har ca købt 5 forskellige online træningsprogrammer (indenfor de sidste 2 år). Jeg har haft købt hele 22 forskellige domæner, som hver skulle være platformen til et eller andet projekt, og jeg har kvalt jeg ved ikke hvor mange instagram konti, som også hver var sat op til en eller anden fiks idé jeg har haft på et tidspunkt. 

Det skal, som skrevet, være anderledes nu. Jeg er dedikeret til at blive en færdig-gører. Og frem for bare at lave kilometer lange lister med to-do’s, så overvejer jeg i stedet, hvordan jeg kan gøre det nemmere, sjovere, hurtigere, mindre…meget meget mindre. 

Som sagt, har jeg derfor købt mig ind på noget hjælp til insta. Og i dag, skal jeg til Dragør for at arbejde sammen med en pige, jeg ikke kender, som har købt sig ind i samme klub. Det er et amerikansk produkt, så jeg blev mega glad, da jeg fik en besked på messenger, fra hende, hvor hun spurgte, om ikke vi skulle spare med hinanden om det her vi nu havde købt. JO TAK!!! Meget gerne. 

Det er faktisk den bedste kombi for mig – at have noget at læne mig op af, så jeg ikke hver morgen skal opfinde noget nyt selv, og det at have en af læne mig sammen med… 

Så hold på hat og briller, nu kommer der til at ske store ting på min Insta….haha…øhh aj så galt går det nok ikke, men jeg glæder mig til at komme i gang, og blive klogere på, hvad og hvem jeg kan nå via lige præcis den platform. 

Hvilket mål for dagen skal du halvere, gøre lettere eller sjovere i dag?

Hvis du er nysgerrig på det system jeg har købt mig ind på, kan du tjekke det ud her. Jeg havde selv kig på det et par år, før jeg nu besluttede mig for at hoppe med. Jeg mener hun har åbent for nye medlemmer 2-4 gange om året. Følg evt Jasmin Star på Insta, så får du helt sikkert besked, når hun åbner op igen. 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Velkommen til den halve sandhed...

Få et kig ind i min hjerne, ind i mit liv, ind i mit hjerte. Det vil aldrig være den fulde sandhed, for det er grundpræmissen når vi skriver online. Vi viser verden det vi gerne vil vise den.

Mit mål og ønske er dog, at vise meget mere af mig selv her, end jeg gør alle andre steder. 

Jeg vil hellere være for meget end for lidt! 



Kategorier